I marts måned udsendte Ungdomsafdelingen et evalueringsskema rundt til mere end 100 juniormedlemmer og pårørende (forældre, mv.) for at følge op på træningstilbuddene i Allerød Tennisklub.

Tilbagemeldingerne var meget positive, men også flere kommentarer og forbedringsforslag blev modtaget og diskuteret på et efterfølgende opsamlingsmøde mellem formand, cheftræner, ungdomsudvalg og trænere.

Spørgeskemaet var opdelt i ”Formål med Tennis”, ”Kommunikation”, ”Træningsplanen”, ”Træning”, samt ”At være træner i AT”.

Vedr. ”Formål med Tennis”, så viste evalueringen at vores ungdomsspillere spiller tennis både fordi de vil tilegne sig tennisfærdigheder, men for mange betyder det også meget at have gode tennisvenner og spille med kendte ’ansigter’. Opfølgning for Allerød Tennisklub er således at vi vil i den kommende sæson gøre mere for det sociale mellem spillerne fremfor fokus alene på tennisfærdighederne. Konkret vil der - så vidt muligt - blive taget mere hensyn til tenniskammerater når der trænes.

Under emnet ”Kommunikation”, er tilbagemeldingen at Allerød Tennisklub er en rigtig god klub at være i, men vi skal være bedre til kommunikation på tværs af ungdom/motionist/senior-områderne og kommunikere bedre vedr. aktiviteter og aflysninger. Flere har oplevet ikke at blive orienteret ved aflysning af træning. Opfølgningen for klubben er således at sikre bedre kommunikation ift. aktiviteter og ved aflysninger. I den forbindelse har klubben investeret i et web-cam så man kan holde øje med vejr og banetilstand ifm. bane 2 i Allerød Tennispark. Derudover vil også mail generelt blive anvendt i kombination med Facebook da tilbagemeldingen er at ikke alle medlemmer er aktive på FaceBook. En SMS-service har også været efterspurgt og diskuteret, men en rentabel løsning er endnu ikke fundet.

Træningsplanen har generelt levet op til medlemmernes forventninger, herunder tidspunkter, niveau og træningsforhold (bolde, net, udstyr mv.). Måske ikke så overraskende, så er det nuværende træningstidspunkt kl. 16-18 på hverdage og weekend-formiddage det mest populære, og delvist kl. 18-20 på hverdage. Klubben vil forsætte med disse træningstider.

Et af de vigtigste områder er træning, og her er tilbagemeldingen også meget positiv, dvs. trænerne er generelt meget kompetente, men kan også godt udvikle trænerfærdigheder såsom mere fokus på den enkelte spillers færdigheder (huske styrker og svagheder for den enkelte spiller), være ”på” og skabe mere kontakt med spillerne (tale om andet end tennisfærdigheder, lære spillerne af kende) og stille krav til spillerne (hvordan skal spillerne opføre sig under træning, hvad skal de arbejde med til næste gang).

For at kunne tilbyde god træning, så skal det også være godt at være træner i Allerød Tennisklub. Vores trænere er generelt glade for at arbejde som trænere i klubben, men vi kan godt tilbyde mere undervisning og feedback til vores trænere, ligesom at skabe større muligheder for være sammen med andre trænere ifm. sparring og have det sjovt sammen på tværs. Allerød Tennisklub har i den forbindelse introduceret et træningssamarbejde med DGI og første træningsdag for trænerne vil foregå lige inden sæsonstart. Vi vil også forsøge at afholde et andet fagligt og socialt arrangement kun for trænere i løbet af året.

Vil du vide mere om vores trænere, så har vi i Ungdomsudvalget lavet en oversigt over trænere som også hænger i klubhuset og i infostanderen ved bane 9.

Ved spørgsmål eller kommentarer, skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Af Jesper Strande, Ungdomsformand