Langt om længe er der ved at komme fut i foråret.

Og godt for det, for standerhejsning står lige for døren. Selv om vinteren har været lang, så har kommunens banefolk ikke ligget på den lade side. Der står nemlig allerede nu 7 flotte grusbaner klar til sæsonstart. Onsdag stillede et stort hold frivillige op og installerede baneinventar, så net, bænke og windbreakere er på plads. TAK for indsatsen.

Vinteren halvåret har budt på megen travlhed. Dels har vi brugt meget tid på at tale tennishal med kommunen og finde ud af et samarbejde med Blovstrød og Lynge tennisklubber. Og dels blev vi ramt af en stor ulykke, da Ravnsholthallen i starten af februar blev lukket for resten af sæsonen på grund af en skade på taget. Dette betød et stort arbejde med at finde muligheder for erstatningstræning, for de berørte spillere.

Status på tennishallen er den, at vi er blevet forelagt en tidsplan fra forvaltningen som lover os, at den kommende tennishal står klar til indvielse sidst i december 2018.

Som et led i forarbejdet til den kommende tennishal har vi også talt med Blovstrød og Lynge om harmonisering af kontingenter. Derfor er Allerøds kontingeter blevet justeret i forbindelse med generalforsamlingen.

Kontingenterne ser nu ud som følger:

Senior: 900 kr

Ungsenior: 700 kr

Ungdom: 700 kr (giver ret til gratis deltagelse på et træningshold, værdi 500 kr)

Dagmedlem: 600 kr. (indtil kl 15 på hverdage, tidligere formiddagsmedlem)

Alle kontingenter er helårskontingenter og giver ret til at købe kontingentbaner eller løsbooke i tennishallen, når den står færdig.

For alle medlemmer er kontingenterne fra sidste år blevet fornyet. Dem som ikke er tilmeldt PBS vil modtage et girokort fra tennisklubben.

Blovstrød og Lynge har valgt at beholde deres egne sommerkontingenter, men skal så efterfølgende sælge vinterkontingenter til deres medlemmer, så det ender med at alle skal betale det samme for at få adgang til hallen.

Generelt har vi et rigtig godt samarbejde med Blovstrød og Lynge tennisklubber. Vi er meget enige om, at fremtiden tegner lys for tennis i Allerød, og at den byder på mere og tættere samarbejde. Det er her vigtigt at tempoet sættes rigtigt, så alle kan følge med. Mantraet er, at vi samarbejder om det, der giver god mening for alle parter.

Lige nu tegner der sig en løsning, hvor tennishallen drives af en fælles overbygning, samtidigt med, at de 3 klubber beholder deres selvstændighed og karakteristika.

Sommersæsonen byder på masser af træning for ungdom, seniorer og motionister. Som noget nyt foregår al tilmelding i halbooking systemet. Træningen for ungdom starter allerede mandag den 23. april. Allerød har også mange hold med til sommerens holdturneringer. Juniorhold, seniorhold, veteranhold, motionisthold og Club40 hold. Det bliver spændende at følge med i det hele.

Jeg vil slutte med at ønske alle medlemmer en rigtig god sæson.

Vi ses forhåbentligt allerede på lørdag til standerhejsning kl. 11:00. Der er kaffe og brød fra kl. 10:30.

Morten Fritz Rasmussen

Formand

 

 

Live tennis resultater indenfor ATP, WTA og andre turneringerhttps://www.flashscore.dk/tennis/